Alterbordet
2. Kunstprædiken
Skærtorsdag
"Herre, hvor skal vi gå hen? Gå fra dig, vor sjæleven?" Sådan sang vi lige før, sådan sagde disciplene engang, da Jesus havde talt lidt hårdt til dem og skældt ud over alle dem, der bare løb efter ham uden at se, hvem Jesus i virkeligheden var: Guds søn, inkarnationen...
Disciplenes spørgsmål var ikke et fortvivlet spørgsmål om at få anvist vej frem i livet - det var i det hele taget ikke et spørgsmål om vej - det var et retorisk spørgsmål - en konstatering af, at der ingen steder var ar gå hen, hvis de skulle gå fra ham, deres mester og frelser.
Han var deres verdens midtpunkt, og det skulle vise sig, at han var hele verdens - også hver vores verdens midtpunkt!
Se engang på alterbordet. Fire sæt to malerier. Der er lys i de tavler, lys over verden. Der er det kolde lys fra nord, nordens lys - det varme gyldent-gule lys over syden, det kraft-fyldte, rødsprængte morgenlys over østen og det dybe aftenrøde og natte-dunkle blå imod vest.
Nord-Syd-Øst-Vest - hele kloden er der - i et mægtigt, vandret snit ud over vores horisont. De fire verdenshjørner, som vi jo godt véd ligger så langt borte fra hinanden, at de aldrig vil kunne nå sammen. "Langt som fra syden der måles til norden" - større afstand kan ikke findes i verden.
Til gengæld spænder de hele kloden rundt, så hvis vi rejser mod sydens glødende lys og fortsætter længe nok, så ender vi med pludselig at stå i den kolde nord-lys. Vi kan aldrig samle verdens hjørner - i horisontens vandrette snit er de uendeligt og uopnåeligt langt fra hinanden. Alligevel er de samlet her, på alterbordet. Herfra kan nemlig den hele verden overskues.
De fire verdenshjørner er vores horisont. Vores verden er to-dimensional - vi lever udad og henad; vi kan bevæge os imellem nordlys og sydsol, imellem morgengry og aftenrøde, men hverken opad eller nedad...
De fire verdenshjørner er hele vores verden. Vi er jo, selv om vi nødigt vil indrømme det, kuns mennesker, og vi lever hér, imellem Nord, syd, øst og vest - "på det jævne, på det jævne ikke i det himmelblå". Vi er bundet til jorden: kommet af jord og bestemt igen for jorden. Det er muligt, vi har erfaret, at kloden er rund; men vores verden, den verden vi lever i - den er stadig flak som en pandekage - spændt ud imellem Nordlys, Sydsol, østligt gry og Vestmørket..
Vi hæver os ikke sådan fra jorden, i al fald ikke åndeligt...
Og dog har vi jo en eller anden anelse om, at verden er mere end denne flade horisont. Vi fornemmer, at der er en himmel over os som hæver sig over vores verden, og der er en afgrund under os, noget, som ligger som en trussel under vores flade ligegyldighed.
Samtidig véd vi, at vi aldrig vil kunne række efter stjernerne og nå dem - eller nå dødsrigets porte og komme op derfra igen. Spørgsmålet til den første astronaut, om han mon mødte Gud derude i rummet, er ikke engang vittigt længere.
Det er lidt sært, at de synlige, men u-rørlige verdenshjørner er så virkelige for os, at de faktisk udgør rammen om hele vores verden - mens himlen og dybet er så usynlige og uvirkelige, at vi for altid kun kan forestille os dem, længes og frygte dem...
Men et eller andet sted må der være et punkt, hvor himmel og jord når sammen, hvor de fire verdenshjørner krydser himmelens akse. Hvis ikke der findes et krydspunkt - så hænger verden ikke sammen, så er verden kun fragmenter og vi er kun tilfældige, løsrevne og hver især uendeligt ensomme støvfnug, flagrende omkring i universet...
Og sådan er verden ikke.
Verden er ikke tilfældighed. Jo, i det små, måske; men ikke i sin inderste grund, ikke i sin yderste grænse.
Der må altså være et punkt, som binder de fire verdenshjørners vandrette akse sammen med den lodrette akse, himmel-aksen.
Det må være et punkt, som kan binde
*det jordiske sammen med det himmelske,
*det menneskelige sammen med det guddommelige,
*det timelige sammen med et evige -
*det faldne sammen med det forløste...
Og jo, punktet er der - Himmel og jord mødes - i Kristus Jesus, Guds Søn, sand Gud og sandt menneske, undfanget og født - død og opstanden - bortfaret og evigt tilstede...
Det er jo Kristus, som alene var og er og bliver - den lodrette akse, som forbinder denne flade klode med Guds vidder.
Dét så hans disciple, eller de opdagede det, efterhånden som de fulgte ham og så', hvilke mægtige gerninger Gud lod ske ned igennem ham- det var da de havde sét dét, de engang måtte udbryde: "Hvor - i den hele vide verden - skulle vi gå hen, om vi skulle gå fra dig, mester?"
Spørgsmålet er stadigt aktuelt; men også stadigt retorisk: Hvor skulle vi vel gå hen? Det er jo da stadig Kristus, personligt tilstede, som forbinder jord med himmel, og os med Gud - hvem eller hvad skulle ellers kunne gøre det??
Det er selvfølgelig også derfor de fire verdenshjørner i tavler med verdenshjørnernes forskellige klare lys - skal findes samlet - netop på alterbordet. For det er dér, den lodrette akse skærer jord og himmel - forbinder verden med Gud.
Det er ved alterbordet, at verdens horisont krydser den himmelske horisont og mennesket møder Gud. Det er, når vi samles dér, i en kreds omkring Herrens bord, at vi stadig kan møde den korsfæstede og opstandne Kristus. I nadveren er han - lyslevende - tilstede midt imellem os.
Så er det, som om himlen står åben over os og vi møder Gud!
Det sker i nadveren, når Kristus forener os med sig selv og gør os alle til eet med Gud. Det lyder vidtløftigt - og temmelig uforståeligt - men det er det jo også.
Samtidig er det lige så enkelt, som maleren har skildret det:
I alteret samles Nord og Syd og Øst og Vest - og når vi er samlet dér omkring Herrens bord, så åbnes himlen og Gud er selv tilstede hos os i sin søn, Jesus Kristus vor Herre.
Vi kan ikke se Ham - tilsyne og tilstede - så lidt som vi virkeligt kan se de fire verdenshjørners forskellige lys side om side - men i nadveren kan vi se til Himmelens port og verdens yderste hjørner - vi kan se det igennem troen på ham, Jesus Kristus, når han selv alligevel er tilstede i sin kærlighed.
Og vi kan såmænd nok se ham lige så klart i nadveren - som disciplene dengang så og fattede ham.
De sad dengang i den store lyse ovensal - sammen med ham og spiste deres påskemåltid - de så "Mesteren" der midt imellem sig - og alligevel havde de slet ikke set, hvem han virkelig var eller hvad han virkelig skulle dér hos dem.
*De troede - åbenbart - stadig, at de fulgte en kongesøn, og at de var rejst med til Jerusalem for at følge ham i hans triumftog ind i magtens centrum.
*De troede, de så den nye Israels konge - med Davids mod; med Samsons styrke; med Salomons visdom, den nye konge, som kunne samle hele verden fra norden til syden og fra østen til vesten; og de var rede til at tjene ham og lade verden tjene dem...
Først, da de var samlet omkring dét (=>) bord, Vorherres eget bord, gik det op for dem, at Han ikke var kommet for at lade sig tjene; men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for de mange.
Da han havde samlet sine tro tjenere fra nær og fjern, så tog han selv vandfadet og gjorde sig selv til tjener for dem alle; Mesteren vaskede støvet af disciplenes fødder som tegn på, at han ville fjerne al verdens smuds og snavs fra deres liv.
Vor Herre gjorde sig til tjener for mennesker for at vise, at den sande storhed ligger i at tjene, i at give sin kærlighed, ja i at give sit liv for sine venner. Det kunne han gøre, dét skulle de få at se; og de skulle se, at der kan være megen tro på mennesket og meget håb til verden - men størst af alt er dog kærligheden, som ikke søger sit eget.
Da Kristus dén aften tog et fad og bøjede sig og gav dem det og vaskede deres fødder, da viste han dem, hvad det er, som kan binde verdens hjørner sammen og åbne himlen.
- Da de var samlet om hans bord, var han tjeneren, som gav sin stolthed og sin højhed og ære for at give dem kærlighed.
- Når vi er samlet om Hans bord, er han frelseren og befrieren, som giver sin almagt og sin kærlighed og sit liv for at give os et evigt liv.
Derfor er der heller intet andet sted at gå hen, når vi søger vor sjæls befrielse fra verdens magter. Vi kan ikke gå fra ham, for så går vi ud i intetheden. Han er den eneste, som - uden at skele til retfærdighed og uden at forlange tro i særlige formater - vil samle os fra nord og syd og øst og vest og stadig vil elske og tjene hver og en, som tror på ham.
Han kunne så nemt være blevet kåret til folkekonge; men et rige kan nå til verdens hjørner og en konge kan være nok så mægtig, nok så stor og nok så ophøjet - en verdenshersker hæver sig trods alt ikke fra det horisontale jordiske plan. Selv om kejseren i Rom, dengang, kaldte sig selv for gud, så var han dog ikke Gud - og selv vores højt agtede og ophøjede dronning er stadig kun regent "af Guds nåde".
Den sande magt ligger ikke i hos den, der tjener og elsker, for størst af alt er kærligheden.
I nadveren, ved Herrens bord med brød og vin, der byder Vorherre sig til - så kan de, som søger Ham, gå til alteret og blive eet med ham - men i den første nadver, i sit livs sidste aften, omkring påskebordet, da påtvinger Kristus verden sig selv som tjener, hjælper, befrier, frelser.
Ingen kan faktisk sige Nej til Vorherres kærlighedsgerning, og deri ligger vel hans allerstørste storhed mod os, uretfærdige sjæle.
Så gå da frit til alteret - kom "fra øst og vest, fra syd og nord til gæster ved vor Herres bord"- og se, hvordan verdens fjerneste hjørner mødes i dette ene: Jesus Kristus, Vor Herre, og finder himlen åben.
Amen.
Altertavlen
3. Kunstprædiken
Langfredag
Ni gyldne pletter på den røde baggrund - øverst i alteret.
Til almindelig forargelse - ni gyldne pletter.
I begyndelsen var Ordet - der; nu er der bare ni pletter. Og i begyndelsen var der undren over maleriet - hvad skulle det forestille, og hvorfor skule det være der. Forargelsen kom først, da det blev rigtig kendt, hvad de gyldne pletter betyder.
Ni pletter af det ædleste guld for: ni ord, de stærkeste, mest kraftfulde ord: Jesu ord på korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
Da der blev sat ord på, kom forargelsen. Billedet hedder mange sære ting i folkemunde: mariehøne, spegepølse, børnehaveklatter...
Forargelsen er let nok at forstå - men forargelsen over malerens teknik (eller som nogle siger: mangel på samme) - er og blir kun spil for galleriet - det er slet ikke maleriet, som forarger - det er motivet, indholdet...
Dé ni ord, som gemmer sig bag de ni gyldne pletter, kalder på forargelsen, fordi de er for stærke.
Der findes mange stærke ord i historien: "terningerne er kastet" eller "errare humanum est" (det er menneskeligt at fejle) eller "øje for øje og tand for tand" - ord som har levet igennem tusinder af år og stadig bruges dagligt - de er da netop stærke (slidstærke), men hvorfor forarger de så ikke?
Fordi de trods alt ikke er så stærke som Jesu ord på korset.
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" er så stærke ord, at vi ikke kan bruge dem; vi kan knap nok udtale dem; de er faktisk tabu - forbudte ord.
Vi vil ikke høre de ord - og derfor vækker de forargelse, når de nu er blevet sat op dér, for øjnene af os, til stadig beskuelse. Men fordi ordene er så stærke, kan vi ikke engang sige, at det er de ord, vi ikke kan tåle - og så må forargelsen gå ud over maleriet istedet.
Og så er ord-pletterne endda malet gyldne - som om det var forgyldte ord!?! Havde de endda været malet sorte, så de afspejlede den sorg, de indholder, så... ja, så havde det såmænd stadig været forargeligt - men gyldne kan de ord dog aldrig blive for os...
Det er i forvejen slemt at skulle se på et meget u-skønt kors som centrum i alteret.
Korset er så hæsligt som et virkeligt henrettelses-kors må have været - der er slet ikke noget æstetisk smukt over dét kors der, ingen rene linier og ingen hvile for øjne og sind. Det kors er i forvejen alt rigeligt for vores sarte sind, fordi det slet ikke er smukt - og ydermere véd vi godt, at korset, for Jesus, ikke var en smuk udsmykning; men en rædselsfyldt virkelighed.
Sådan véd vi vel også godt, at "de ord" engang har lydt ud fra korset - Jesus råbte dem jo selv deroppefra - men hvorfor skal de dog udbasuners på den måde her i vores pæne fredelige kirke..?
Det er dét, som er forargelsen. De ni ord - i vores altertavle - er ikke smukke - og da slet ikke gyldne!!
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
De ord er så fyldte af rædsel og grusom angst, at de ikke må bruges lemfældigt, de må ikke bruges i flæng - de må ikke bruges af andre end Ham, dengang.
Det er for svært for os at tænke på, at Guds egen søn måtte gennemgå så megen og så forfærdelige lidelser; og det var for vores skyld, og det var vores skyld. De ni ord minder os kun alt for tydeligt om, at menneskeheden har et brudt og ødelagt forhold til Gud, og det ønsker vi ikke at blive mindet om...
Derfor forargelsen! Og så ikke flere undskyldninger for de sarte!
De ni ord skal nemlig være der!
De er de stærkeste og de mest rigtige ord at sætte i en kristen altertavle. Og det er nok lidt frækt; men altså også så gennemtænkt, at de svære ord her kun er antydet - med sine ni guld-pletter, for så tvinges vi til selv at sige ordene, tvinges til at bruge og gentage ordene, hvis ellers vores altertavle skal have nogen mening.
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
Det er min påstand, at uden disse ni ord ville kristendommen ikke længere være Evangelium - men blot "pæne menneskers fornemmelse for skønhed"!! for så ville der bare være smukke, rene kors tilbage. Uden dé ni ord ville kristendom kun være æstetik - der ville ingen frelse være i troen længere!
Og det er yderligere min påstand, at de ni ord er de stærkeste, de mest kraftfulde, måske de vigtigste ord for kærlighed og nåde, som måske nogensinde har lydt i verden. Dé ni ord fortjener af alle ord denne hædersplads, forgyldte og hævet til øverst i altertavlen, hævet over korset, fordi de er så meget stærkere og mere betydningsfulde end korsets symbol...
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
- fortæller om et menneskes yderste angst og fortabthed, om en afmagt og en sjæls-smerte af en ubegribelig dybde - en lidelse så stor, at det jo stadig gør ondt på os blot at høre ordene - her totusinde år efter.
Den lidelse, som ordene udråber, er lige så ægte, lige så reen som det guld, der er brugt til ord-pletterne deroppe.
Ordene er ikke en del af en prædiken eller af en erklæring af guddommelig styrke; og de er først og fremmest ikke en replik, de er ikke skuespil; det var ikke på skrømt, Jesus hang på korset og skreg sin smerte ud.
De ni ord vidner om, at Jesu lidelse var virkelig, så utroligt det da kan lyde, at Gud selv, i skikkelse af Guds Søn, skulle have været underlagt denne verdens menneskelige lidelser...
Gud er jo dog den almægtige Gud, Gud kunne vel have sendt sin englehær til at redde Jesus, Gud kunne have hentet Jesus hjem til sig før langfredagen i stedet for at vente 43 dage mere til Kristi Himmelfarts dag...
Ja, selvfølgelig kunne Gud have gjort dét; men så havde kristendommen netop kun været æstetik - et skønmaleri af en guddommeligt smuk og ung kærligheds-prædikant - og så havde der ikke været nogen frelse tilbage i kristendommen.
Vores angst for at se og høre om den "hæslige" lidelse og død på korset - er jo bare vor tids udtryk for den hån, der lød mod Jesus, da han hang på korset: "Frels dig selv og stig ned fra korset"..
Dengang kunne de heller ikke tro, at Jesus virkelig var Kristus, Guds udvalgte, ikke når de nu så ham hænge på korset og skrige. Det passer sig ikke for en Gud...
Men sandelig var han Kristus!
Han var Guds Søn, han var Guds Ord, som tog bolig iblandt os - han var sand Gud og sandt menneske - to så uforenlige størrelser og dog een person: Kristus, vor frelser.
Og frelser blev han netop ved at han virkeligt døde på korset. Ikke kun som skuespil, ikke kun som en scene i spillet - men den virkelige rædsels-fulde død!
Kun derved kender Gud menneskenes liv - med vores lidelse og angst og død. Kun derfor kan vi råbe vores smerte og angst ud til Gud - og blive hørt - kun derved kender Gud vores liv i den dybeste smerte - længe førend vi selv kommer til at kende dén side af livet.
Det er deri forskellen ligger, imellem Kristus som vores frelser - og så enhver anden menneske-opfunden smuk religion:
vi kan tale til Gud om vores liv; og Gud kan forstå os - for Gud har selv været menneske, virkeligt, og kender selv til menneske-livets eksistentielle smerte. Jesu Kristi lidelse på korset bliver forbindelsen, bindeleddet imellem menneskers verden - og Guds rige for Gud kender vort liv til dets inderste smerte - og kender vejen igennem...
Derfor er disse ni ord: de forfærdeligste ord i verdens historie, "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - også de mest betydningsfulde ord nogensinde.
Det er de ord, som forbinder jord og himmel, menneske og Gud. Derfor er de ord så stærke og vigtige, at de retteligt skal være guld-belagte, strålende gyldne på blodrød grund.
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - skal også lyde over korset, selv om korset i sig selv er et stærkt og skræmmende billede.
Men rædselen hører med, for at døden bliver virkelig, troværdig og ikke bare et passions-spil / et skuespil til ære for sensationslystne mennesker.
"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" - ni forgyldte pletter i et maleri i en altertavle. Til almindelig forargelse.
Jeg vil godt medgive, at disse ord - netop disse ord af alle ord i verden - skal behandles med en vis ærbødighed; de er såvist ingen spøg og de maner til andægtighed - sådan som alle ord, der afdækker et stærkt, agtet og dybt respekteret menneskes inderste følelser. Sådan som vi heller ikke laver grin med Dronning Margrethes alvorsord; men husker dem og omtaler dem med respekt. Sådan skal det naturligvis også være med de ord, som er råbt af Gud selv og viser os Guds Søns menneskelige rædsel.
Men netop derfor skal ordene også huskes, til stadighed erindres og genkaldes og tænkes efter og leves med. De er så afgørende vigtige - at de ikke må gemmes væk - eller fortrænges i blufærdighed - eller i vores egen angst for at tænke på lidelsen og døden.
Netop disse ord kan jo trænge både smerten og angsten og døden selv af banen; for der er netop befrielse i dem, frelse for vore sjæle.
Så lad dem da stå, ordløst skrigende ud i rummet, som de forgyldte pletter, der minder os om de mest sande menneske-ord, talt af en Guddommelig sjæls mund: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
Amen.