Alterbilledet
4. Kunstprædiken
Påskedag
Kristus er opstanden. Midt i vores altertavle står et gyldent sejrs-kors som det evigt-gyldige bevis på opstandelsens virkelighed.
Kristus er opstanden, og tilbage - efter ham - står nu kun et forladt kors på Golgatha. På henrettelsespladsen, hoved-skal-stedet, har der påskedag stået tre kors tilbage; men kun eet som dette.
På de to andre kors har der stadig hængt menneskekroppe, bundet op i armene med reb, nu døde efter døgns pinsler og langsom kvælning. De fik almindeligvis lov at hænge, til knoglerne raslede ned af sig selv og hundene løb med dem...
Men korset i midten - på Golgatha .. og i altertavlen - er anderledes. Det er tomt. Det er brugt; men det er tomt.
Hvis ellers et kors kunne fortælle sin historie, så ville dette kors fortælle knejsende stolt om veludført gerning. Det stod tomt, alene fordi dets offer var død så usædvanligt hurtigt og tidligt, at der var blevet givet helt særlig tilladelse til at tage offeret ned af korset og begrave det. Fordi han med sikkerhed var død!
Korset i midten havde også kunnet fortælle med stolthed om sine blodpletter. De var slet ikke almindelige, for en korsfæstelse var netop ellers ublodig; offeret blev blot bundet op i armene og fik lov at hænge til han havde kvalt sig selv.
Men korset i midten er anderledes - det bærer med stolthed sine blodige pletter - dér hvor bødlerne slog nagler igennem den fordømtes hænder og fødder - og hvor de jog en lanse i hans side for at konstatere dødens faktum.
Korset i midten har netop med rette kunnet knejse af stolthed; for sådanne blodpletter var sjældne - de fremkom kun ved prominente brugere af korset..
Den korsfæstede havde netop ikke været nogen hr. hvem-som-helst. Der havde over den fordømtes hoved været anbragt en plade med navn og anklage - og deraf havde det fremgået, at den korsfæstede havde været konge...
INRI, havde der stået: Iesus Nazaræus, Rex Iudæum - altså Jesus af Nazaret, Jødernes konge! Jo, korset i midten kunne med rette bryste sig af sit seneste offer. Det er jo ikke hvert år, et kors får lov at bære en nagel-fast konge.
Måske var det derfor, det synes at stråle så forgyldt.. et gyldent kroningskors..?!
Som korset står her - og engang stod sådant på Golgatha, er dét kors et af de stærkeste bevidnelser om opstandelsen.
Ja, om opstandelsen.
Umiddelbart kan det vel ikke bevise noget som helst - et maleri fra året 2000 - frit efter model af et kors fra Romertiden - og et tilfældigt kors ud af mange kan vel allerhøjst være et vidne om korsfæstelsen - hvordan dog opstandelsen..??
Egentlig er troens bevis lige så elementært som tvivlens bevis er det.
Se på det gyldne kors. Se, hvordan det stråler - men også hvordan det er plettet af blod. Dette kors er nemlig ikke et nyt kors, ny-rejst og klar til at tage imod en ny dødsdømt. Dette er ikke et billede af et torturinstrument!
Et ventende og beredt bøddelkors ville kun bestå af den lodrette korsbjælke - marter-pælen. Den vandrette bjælke skulle jo den dømte selv bære til henrettelses-stedet - der ville han blive bundet fast til sin bjælke, inden han - på tværbjælken - ville blive hejst op på korset til spot og spe.
Men her står et helt kors. Det venter ikke længere..
Der ville vel næppe heller være gamle blodspor på et nyt kors, især ikke, når brugen af nagle-korsfæstelse var så sjælden, som den var...
Og sidst: ja så plejede man altså ikke at lave kors i guld - end ikke konge-kors...
Men her står korset strålende gyldent som i en gylden afglans af sit kongelige offer. Og med store blodrøde pletter; ikke til pynt; men tydelige - som smadret ud over korstræet - dér, hvor de store nagler blev drevet igennem den dømtes hænder og fødder.
Et brugt kors, altså - et kors, som har tjent sin mission - derfor kan det knejse så stolt og sejrs-sikkert, det har blodet på sine bjælker som bevis på sin ædle byrde.
Og det er netop disse blod-pleter, som kobler korset dér sammen med Kristus. For se blot på det gamle gotiske krucifix på kirkeskibets nordvæg. Det ser netop ud, som et rigtigt kors skal se ud - to rette og maskintilskårne planker - med en smuk, men forpint og udslidt, død mandsperson hængende på korset - med blodet løbende fra hænder, fødder og side.
En velkendt figur - skåret efter gammel tradition - bekræfter de bibelske beretninger om, at Jesus blev korsfæstet med nagler; han blev ikke bare bundet op; men naglet op på korset.
Så når der nu - i vores altertavle - er gjort et kors med de samme blodige pletter på, så er det, ifølge de samme gamle beretninger: Jesu kors - dét kors, hvorpå de dræbte Jesus af Nazaret, Kristus Guds Søn, som de falskt anklagede for at ville være konge over Israel.
Det er dét kors, som også bar pladen "INRI" - ellers havde det ikke også haft blodpletterne.
Altså Jesu kors.
Men til forskel fra det gamle krucifix på væggen dér, står alterets kors tomt - kun med blodpletter på.
Korset må antages at være Jesu døds kors - men først efter at de havde fået lov at tage ham ned af korset - om aftenen på dødens dag. Jesus blev netop ikke efterladt - hængende på korset...
- men dét kunne jo sådan set være lige meget, hvis ikke også det netop også skete, at han ikke blev hængende i døden.
Korset kunne ikke binde ham og Døden kunne ikke holde ham og derfor står netop Jesu kors i dobbelt forstand tomt tilbage.
Jesu kors - korset med de blodige pletter - stod ikke kun tilbage uden det lig, som altid hang tilbage på et kors - men dét kors stod også tilbage uden den død, som altid hænger ved sådan et kors.
Dette dødskors blev i den grad gjort virkningsløst, at dødens dystre skygger ikke hænger ved det - men tværtimod stråler livet gyldent og stærkt ud af dette kors.
Netop dette kors blev ikke et kors til død - men et kors til liv.
Fordi det blev vejen fra livet til døden for Jesus Kristus og dermed fra døden til Livet for enhver, som tror på ham.
Derfor skal Jesu tomme, forladte kors ikke være det sorte, stive døde kors - men det gyldne, lysende, spændstige livets kors!
Der findes så mange andre døde-krucifixer rundt omkring i landet. Triste, smertefulde, skyldbehængte døde-Jesus'er-på-korset hænger i de fleste ældre kirker.
Der findes også mange strenge, disciplinerede og renlinede kors. Følelses-forladte mørkekors hænger i mange nyere kirker.
Men jeg kender kun eet andet kors i Danmarks kristenheds historie, som er lige så livsbekræftende, lige så kraftfuldt og livfuldt som sejrskorset hér i Taulov kirkes altertavle - og det er landets ældste krucifix overhovedet.
Det ældste danske krucifix er fra 1100-tallet, det kaldes Åby-krucifixet, fordi det blev fundet i kirken i Åby. Det er ikke stort og prangende, 40 cm højt; og det viser netop ikke nogen lidende kristus på korset; tværtimod. Det ældste krucifix er en lille forgyldt figur, som viser en stolt, knejsende Kristus, som slet ikke hænger på korset; men snarere står ud fra korset, det har heller ikke en død Kristus; men en lys-levende stærk Kristus, som ser på verden fra korset - med vidt åbne øjne.
Den ældste danske "Kristus" har slet ikke nogen tornekrans på hovedet, men en rigtig kongekrone - og alt i alt er det en utroligt stolt Kristus på Åby-krucifixet, det forestiller tydeligt nok Herren over liv og død!
Det er det første kendte korsfigur her til lands.
Den skulle vise danerne en Kristus, som var stærkere og mægtigere end vikingernes mange guder fra Valhal - for kun med en gud, som var stærkere end Odin og Thor kunne kristentroen sejre imellem hedningerne.
Sådan har det altid været - overalt, hvor kristendommen skal frem - Kristus skal bevise, at han er stærkere end de lokale guder for at kunne slå igennem.
Kristus på Åby-krucifixet kunne overbevise enhver hedning, for her var een, som tydeligt gik i døden med åbne øjne. Dét kunne han gøre, fordi han - ifølge påske-evangeliet - kunne overvinde døden.
Det er jo stadig sådan, at Kristus selv skal bevise, hvad han dur til, førend nogen gider tro ham.
De danske folkekirke-hedninger går kun til kirke, når Kristus har noget andet og mere at byde på end vore andre guder: mere julefred og julefryd end julegaveguden kan klare - mere tryghed for vore småbørn end mammonguden kan yde - mere trøst ved ulykken end klar det selv-guden kan klare... Det er i de situationer, vi kommer til kirke, når Kristus kan bevise sin overmagt.
Det gyldne kors i Taulov er lige så stolt og sejrssikkert som det gamle Åby-krucifix. Korset her har virkeligt noget at give, det er ikke dybt nedbøjet eller trist reserveret - det er kækt og frejdigt og kraftfyldt.
Og det er det, fordi der er Jesu kors - Jesu tomme, efterladte kors. Det vidner om dødens nederlag, dødens fallit - det vidner om påskens opstandelse, om Livet der sejrer over døden.
Det rødplettede gyldne kors minder mig mest af alt om Paulus's hånlige ord mod døden:
"Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.
Men Gud ske tak, som giver os sejren
ved vor Herre Jesus Kristus!!?"
Krucifixet - korset med den døde Kristus på, bliver som regel et døds-symbol. Men det tomme, gyldne kors er et livs-symbol. Dette kors er virkelig korsets gåde - sådan kan smerte, lidelse og gravmørke forvandles til liv og glæde og gyldent lys...
Glædelig opstandelse
Amen