Mange muslimer er fornærmede over, at vi ikke forstår deres religiøse bånd. Mange Kristne er fornærmede over, at de ikke forstår vores religiøse frihed.

Imamerne siger: ”I skal sige undskyld for Muhammed-tegningerne” og vi siger: ”Undskyld for hvad? Nej, I skal sige undskyld for at brænde Dannebrog af!”

Pludselig står to religioner – to kulturer, ja  to verdener – overfor hinanden – begge er komplet uforstående

– og Islam kræver kristenhedens underkastelse og kristenheden kræver Islams ydmyghed…

Situationen /konflikten er totalt fastlåst og nu handler det slet ikke om Muhammed-tegninger (hvis det nogensinde har gjort det) – men om, hvem der nu skal bøje sig for hvem.

Nu handler det om, hvorvidt kristne har ret til at håne muhamedanerne, fordi vi er bedre og klogere og kulturelt mere udviklede end dem – eller om islamister har ret til at kræve den kristne verdens underkastelse, fordi vi er vantro og urene som hunde..

Engang handlede det (måske) om, hvorvidt Friheden har mere ret end religionen, eller det er omvendt – nu handler det mere om, hvorvidt den ene kultur har mere ret end den anden – eller det er omvendt.

Hvem skal bestemme over den anden? Er det den største kultur, som skal bestemme over den mindste ? Eller er det den stærkeste magt, som kan bestemme over den svageste – eller er det den ældste kultur, som skal bestemme over den yngste?

Fornuften siger selvfølgelig, at det er ingen af delene og sådan kan man slet ikke sætte det op – men nedenunder al den kulturelle og religiøse fernis, så handler det her om, hvilken religions kultur, der skal bestemme over den anden!

Og når nogle af os nu har læst masser af bibelhistorie som til Bibelmaraton, så har vi jo opdaget, at kampen imellem ældst og yngst – og imellem størst og mindst – er et ældgammelt motiv – ja måske den ældste fortælling i verden!

Netop kampen mellem brødre er faktisk vort fælles arvegods i Islam og Kristendom – fra dengang vi alle var jøder.

Husk på, Kristendom, Islam og Jødedom er jo fælles om de gamle fortællinger i Det gamle Testamente, engang var vi broderfolk.

Bibelen fortæller om de første mennesker i verden. og vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten om Adam og Eva, som fik to sønner, først Kain og så Abel.

Dermed startede den første broder-fejde. For de to første brødre oplevede jo, at Gud udvalgte den yngste, den mindste, og tog imod Abels offer, men ikke Kains offer.

Abels hyrde-nomade-kultur sejrede over Kains jordbrugs-kultur, og den forsmåede Kain slog sin opkomling af en bror Abel ihjel!

En andet kendt broder-par kæmpede med hinanden – faktisk allerede før fødslen! Historien fortæller om Rebekka, som ventede tvillinger og mærkede hvordan børnene i hendes moder-skød allerede kæmpede om overtaget.

Hun fødte så to drenge, først den store stærke Esau – og så den lille glatte Jakob. Esau, den førstefødte, skulle jo arve al den ejendom – og den gamle velsignelse, som fulgte slægten. Men Jakob snød sin ældre tvillinge-broder og til-tuskede sig arven og velsignelsen – og Esau stod tomhændet tilbage. Det var dybt uretfærdigt; men det blev anerkendt sådan af Gud – ligesom Abels offergave…

Dog: Jakob bliver selv snydt for sin yndling..  For Jakob forelskede sig i den skønne Rakel, som var yngst og kønnest – og han arbejdede i 7 år for at få hende, men endte med at blive giftet med storesøsteren Lea, som slet ikke var køn. Jakob elskede livet igennem kun den skønne Rakel. Så det er jo også en historie om, at den yngste overvandt den ældste, her i kærligheden…

Nutidens store religionsopgør tog sin begyndelse i Bibelhistorien – allerede ved tvillingerne Esau og Jakobs fader, Isak.

Isak var selv den søn, som Abraham måtte vente så længe på at få – og som han først fik, da han selv havde levet 100 år og hans kone Sara i 90 år. Da fik de drengen Isak..

Et barn var så vigtigt for Abraham og Sarah, fordi Gud havde lovet, at Abrahams slægt engang skal opfylde jorden og herske i hele verden. Dette var Abrahams velsignelse, og endelig fik de sønnen Isak til at bære velsignelsen videre.

Abrahams velsignelsen gik til sønnen Isak og Isaks søn Jakob snød sig til velsignelsen og den gik nu videre i slægten til David (som jo forresten også var en lillebror-yndling, som blev udvalg til konge..) – og helt frem til Jesus Kristus, som var af Davids hus og slægt… 

Hvor kommer broderfejden til en religionskrig?? Jo, for Isak var faktisk ikke Abrahams ældste søn… Abraham havde nemlig haft et forhold til Sarahs tjenestepige og havde fået en ”uægte” søn, Ismael.

Ismael var jo Abrahams ældste søn, men blev aldrig anerkendt som sådan – hvor det blev den yngre, yndlingen Isak, som fik velsignelsen med videre.

Ismael fik ingenting, men blev sendt bort – og grunden var lagt for en bitter broder-strid. Og så blev Ismael stamfader til alle de arabiske folk – men altså uden velsignelsen – den havde jo lillebroder Isak taget…

Nu har der jo aldrig været noget problem at anerkende et barn uden for ægteskabet – hvis ellers familien ønskede at anerkende ham… Men de gamle historier handler om at forklare det fænomen, at det ikke automatisk er den ældste, den største, den stærkeste, som skal anses for den største.

Egentlig vil Bibelen forsøge at lære os, igennem sine mange fortællinger, at Gud altid udvælger den svage, den lille, den magtesløse til sin velsignelse – for at vi skal forstå, at det altid er Gud, som frelser – aldrig menneskers egen styrke eller magt.. . 

Men vi mennesker synes altid meget mere optaget af at afklare, hvem der er størst og stærkest, hvem der har ret eller får ret, og derfor også hvem der er ægte eller u-ægte…

Sådan går det til, at lige siden profet Muhamed opdagede, at hans stamfader Ismael engang var blevet smidt ud af fader Abraham – mens lillebror Isak solede sig i velsignelsen – har der været et hadefuldt forhold imellem Muhammed og hans arvtagere – og Isaks arvinger: jøderne og de kristne.

Det er den sædvanlige, ældgamle strid imellem brødre /søskende om, hvem der skal regnes for den største – hvem der skal have magten og æren i evigheden…

Og det er virkelig en djævelsk fristelse – for os kristne – at kalde Ismael for en ”horeunge” og os selv for velsignelsens børn – og bruge det som begrundelse for at tro, at vi har en guddommelig ret til at regere over muslimerne..

Det er sådan set lige netop, hvad Jesus Kristus advarede imod, da han sagde ”Satan gør krav på jer for at sigte jer..  Bed til Gud, at din tro ikke skal svigte.. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre!”

Det er Satanisk fristelse at sætte os selv over vore muhamedanske brødre og håne dem – bare fordi vi har ytrings-ret til det!

Husk: den gamle bibelhistorie fortæller jo samtidig, at de arabiske muslimer – og de vestlige kristne – er religiøse broderfolk.

Ismael og Isak var brødre – den arabiske kultur og den jødisk-/kristne kultur er altså ”broder-kulturer” – og vi har alle patriarken Abraham (og den jødiske slægt) som vores fælles åndelige stamfader.

Det er muligt vi ikke forstår hinanden længere – det er også muligt, dette her bare er noget mytologisk bragesnak – det er endda muligt, vi helst ikke vil vide af andre end os selv – men al den stund vi roser os af vores ældgamle kulturelle rødder og vores religiøse suverænitet – så er det nok værd at huske på, at vi altså deler den kultur-historiske baggrund med både jøder og muslimer.

Vi har ingen guddommeligt begrundet ret til at triumfere over muslimerne – og vi har ikke nogen ret til at håne eller knægte islam, bare fordi vi lige nu er de stærkeste og de dygtigste og smarteste.

I tidernes omdrejningspunkt sagde Kristus Jesus, at det er så inderligt ligegyldigt, hvem der er størst eller stærkest eller ældst eller yngst – men at det alene kommer an på troen, om vi skal have en plads i Guds Rige.

Og ikke troen på vores Gud, eller troen på at vi er stærkest – men troen på vore synders nådige forladelse.

Troen på, at ”Således elsker Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.”

Måske ville religionskrigen mildnes, hvis vi ikke så’ muslimerne som fjender i en kamp om magt og ret – i en kamp imellem fremmede folk – men at vi så muslimerne som det kulturelle og religiøse broderfolk, som vi må respektere som vore brødre og søstre.

Så kan vi – i broderlig respekt – gå i rette med og i dialog med Ismaels børn – som de forvildede brødre og søstre, de er for os. Forvildede, fordi vi  bestyrker os i troen på Kristus, vor frelser – og fastholder, at alene Kristus er Vejen, Sandheden og Livet.

Evangeliet fortæller os, at vores frelse, vore synders forladelse, er givet u-afhængigt af menneskers styrke eller anseelse. Det er derfor, vi også kan tillade os at håbe på at se Guds nåde – for uanset om vi er stærkest eller svagest, så er det alene vor tro på Kristus, som åbner Guds Rige for os.

Vi har ikke behov at snyde os til Guds velsignelse – vi har ikke brug for at hævde nogen primær ret i forhold til nogen andre – vi skal ikke tilkæmpe os nåden eller frelse os selv – vi bliver frelst – i nåde, af Gud, u-fortjent, u-retfærdigt, men glædeligt..

Så gå da i fred – tjen din herre med glæde!

Amen