Tegningen dér viser stumperne af en Kristusfigur uden hænder – og et skilt underneden, hvor der står: ”Jeg har ikke andre hænder end dig”
Tegningen hører til en legende, en gammel historie som vi ikke præcist kan bevise.
Det fortælles, at engang hen imod 2. verdenskrigs slutning kæmpede en flok engelske soldater sig igennem en totalt ødelagt tysk by.
De kom også til den ødelagte kirke, hvor alt var smadret af granater og sammenstyrtninger – og hvor alt var stille og forladt. De så’ også, at alteret og det store krucifiks – den store Kristusfigur på korset – var sprængt i stumper og stykker.
Soldaterne var berørt af at se den ødelagt kirke og tog sig for at samle sammen på Kristusfiguren. De fandt stumperne spredt over hele rummet og samlede dem og byggede langsomt figuren op igen.
De fandt alle stumperne – undtagen hænderne. Underligt nok kunne de intet-steds finde Kristusfigurens hænder – de var som blæst væk, og lige meget, hvor meget soldaterne søgte imellem brokkerne eller under dem, så fandt de dem ikke. Hænderne manglede.
Så tog en af soldaterne et stykke plade, som måske engang havde været en låge til et lille skab – og han fandt et stykke forkullet træ – og skrev med kullet på pladen: ”Jeg har ikke andre hænder end dig!”
Historien fortæller vel, at nu, i denne verden og i vores tid, hvor Kristus ikke selv kan gøre alt det gode i Guds kærlighed – her er det os, her og nu, som skal udføre det, Kristus vil have gjort.
Soldaterne kunne ikke finde hænderne fra Kristusfiguren, og en Kristus uden hænder kan ligesom ikke gøre noget. Men det er jo en symbolsk fortælling om, at Kristus ikke kan gøre noget i verden nu – at han ikke kan løse alle vore problemer for os nu, og ikke kan udføre Guds undere i verden nu – fordi han jo fysisk ikke er tilstede her – nu!
Det er jo snart totusinde år siden, Jesus gik omkring på Israels støvede veje fra by til by og
– helbredte de syge ved at lægge hænderne på dem
– eller velsignede de små børn ved at røre ved dem
– eller takkede og brækkede de fem små brød itu, så der blev mad nok til tusindvis af mennesker
– eller tilgav fordømte mennesker alle deres fejltrin ved at han med en finger skrev deres synder i sandet, hvor alting jo viskes ud…
Kristus brugte jo fysisk sine hænder til at vise mennesker, at han rakte dem Guds gode omsorg og barmhjertighed – at Han bragte dem alt, hvad vi nu kender som Guds kærlighed.
Da Jesus levede hér, i denne verden, da så’ mennesker faktisk Guds Ord /Guds kærlighed omsat til handlinger. I Jesus levede Gud i verden, derfor fik Jesus også navnet Kristus, Guds hellige og udvalgte.
Men altså: Jesus Kristus udførte Guds kærlighed i verden.
Dét kan han jo af gode grunde ikke gøre nu, fordi menneskeheden slog ham ihjel, Langfredag – og efter Opstandelsen Påskedag blev Kristus jo hentet tilbage /hjem til Gud i Himmelfarten.
Kristus er altså ikke længere fysisk tilstede i verden.
Det tror jeg så heller aldrig har været meningen – et menneske (om det så er Guds Søn) kan jo alligevel ikke være overalt til alle tider.
Dengang gik Jesus omkring i Israel, fordi det altid har været Guds udvalgte folk – men hvad med alle andre folk, hvor mennesker led nød??
Selv om dét, Jesus udrettede i Israel var ganske overvældende, så var det dog kun symbolske handlinger, som skal vise verden, hvor meget Gud kærer sig om os…
Det véd vi så også godt, selv om vi ikke har set ham udføre undere med sine egne hænder. For vi har jo hørt fortællingerne om, hvad godt Kristus gjorde for mennesker i nød – og vi har hørt, hvad Kristus har sagt – med Guds ord – til verden.
Kristus sagde: Du skal elske din næste som dig selv – og så fortalte han lignelsen om ”Den barmhjertige Samaritaner”
Kristus sagde: Du skal tilgive – ikke én gang, ikke syv gange, men syv gange syvoghalvfjerds gange – og så tilgav han den utro kvinde – og røveren på korset.
Kristus sagde: Du har fået ét liv af Gud – Du skal bruge det liv på noget godt for Gud – og så fortalte han om de betroede talenter..
Vi har altså hørt, hvad vi skal gøre med vores liv – og vi véd, at Kristus ikke er fysisk tilstede her og nu med sine gode hænder – så må det være vores opgave nu at være Kristi hænder – at bruge alle vores talenter og evner og muligheder for at gøre noget godt – til glæde for Vor Herre.
Ethvert menneske – det gælder også både dig og mig – har fået betroet en mængde talenter /evner og muligheder i vores liv.
Der er forskel på, hvilke talenter og muligheder, vi har fået betroet – nogen kan bedst spille håndbold – nogen kan bedst tage sig af de små børn – nogen kan bedst skrive og stave – nogen kan bedst regne og bygge broer – og nogen kan bedst regne den ud…
Men vi kan alle kende forskel på at gøre noget godt og at gøre noget ondt. Og vi kan alle kende forskel på at gøre noget, som er godt for andre mennesker – eller at gøre noget, som kun er godt for os selv.
Jeg véd godt, at det i mange år har været moderne, at vi først-og-fremmest skal tænke på os selv og bruge alle vore evner og muligheder på at gøre livet rigtigt fedt – for os selv.
Du skal bruge dine evner til at få den bedste uddannelse, så du kan få det bedste job, så du kan få den bedste løn, så du kan få det fedeste liv.
Tænk på dig selv, sørg for dig selv, red dig selv og elsk dig selv!
Grundlæggende har vi i mange år lært (og lært vore børn), at Jeg er Gud. Nogle siger ’Fodbold er gud’ eller ’penge er gud’ – men det er bare forskelige udtryk for, at Jeg – og det, jeg elsker (dvs. mig selv) – er gud!
Den liberale tanke er, at enhver er sin egen lykkes smed, du skal ikke dele din lykke med andre, og hvis livet ikke lykkes, så er det din egen skyld. Det er godt-nok et tungt ansvar at få lagt på sig, at hvis dit liv ikke ligner Hollywood-lykken, så er det din egen skyld!
Så er det bare ærgerligt, hvis man nu ikke kan finde ud af at bruge de muligheder, man har – eller hvis de talenter, man har, ikke er moderne – eller hvis andre står i vejen for, at man kan bruge sine evner...
Nu var det rent faktisk heller ikke dét, Vorherre Jesus sagde.
Han sagde: Du skal bruge (– ikke dine talenter, men –) de talenter, du har fået betroet – på at gøre det, som er godt for din herre.
Men hvis jeg er gud – eller i al fald guddommelig – så gør jeg vel også det rigtige, når jeg gør det godt for mig selv.
Men Nej – det gør du ikke. Dét kan vi igen lære fra Jesus Kristus.
Når Kristus sagde, at enhver skal bruge sine betroede talenter på at gøre godt for Vorherre – så er det ikke det samme som at gøre godt for sig selv.
Se på Kristus selv.
Han havde alle mulige evner og talenter til at gøre store ting.
– Han kunne forvandle vand til vin
– han kunne gå på vandet – han kunne forvandle en madpakke til et orgie af mad til tusinder
– han kunne få træet til at visne ved at kigge på det,
– og han kunne få døde til at stå op ved at kalde på dem!
Men han brugte aldrig sine evner på at gøre det godt og fedt for sig selv.
Han gjorde ikke sig selv til konge eller kejser; han byggede ikke et palads, og han samlede ikke sammen af guld og Ferrari’er. Han betalte ikke en stærk hær og han svinede ikke i mad.
Hvis han havde gjort det – så skulle vi nok have hørt om, hvilket paradis han skabte på jord. Men vi hører kun, at han vandrede omkring på sine fødder, levede som en hjemløs og spiste hos de udstødte og mest foragtede – og vi ved, at da han døde, ejede han ikke så meget, at de kunne lægge ham i en grav – de måtte ud at låne et gravsted!
Kristus brugte ikke sine evner på sit eget velbefindende eller sin egen sikkerhed; men han helbredte uden tøven de spedalske med deres ækle, smittefarlige sår – eller de fattige tiggere, som var uhjælpeligt lamme eller blinde – det var altid andre mennesker, han gjorde noget godt for – altid!!
Så: selv om det er moderne at tænke på sig selv først – så er det i al fald ikke Kristent. Det kunne man bruge til at hovere, at Kristendom er gammeldags og forældet – men man kunne også bruge den viden til at lære, at den moderne liberalismes egoisme faktisk er u-kristelig og at vi måske skulle tænke om igen.
For dét, som Kristus lærte os, var jo, at vi skal være hans hænder.
Vi skal bruge det liv, vi har fået givet – de talenter, evner og muligheder, vi har fået betroet – det hele skal vi bruge for at gøre noget godt til glæde for Gud.
Og hele evangeliet fortæller os, at Gud glæder sig bedst ved at se,
– at nogen giver den sultende mad, bare fordi her er et menneske, som sulter
– at nogen giver den tørstende vand
– at nogen giver den hjemløse et sted at være tryg
– at nogen hjælper den udstødte og forhadte syge
– at nogen besøger den fordømte forbryder, bare fordi han også er et menneske.
Vi skal bruge vore hænder – alle vore muligheder – på at gøre det gode, som Gud ønsker af os, i verden.
Vi skal være Kristi hænder, for han har ikke andre hænder end os.
Det ligger i vores magt at gøre det gode – eller at gøre det onde. Magten ligger i vore hænder til at gøre det rigtige eller det forkerte.
Vi kan bruge vores magt til at hjælpe andre – eller hjælpe os selv. Vi kan skelne ondskab fra det gode og vi kan bruge vore hænder derefter.
Vi har fået hver et liv og hver en fond af muligheder betroet fra Gud – vi skylder vor skaber, Gud, at bruge dette liv på at gøre Guds vilje – ved at være Jesu Kristi hænder i verden – han har ikke andre hænder end dig og mig!
Amen