Et gammelt kirkerum, helt forvandlet ved en kunstnerisk farvesætning
Taulov kirke blev i 1999 hoved-renoveret indvendigt og der blev søgt en sammenhængende helhed i kirkerummets farvesætning, i udsmykningen og i de centrale billedpartier i altertavlen og prædikestolen.
Opgaven er løst af maler og farvekunstner Arne L. Hansen, Espergærde.
Ved alteret med dets nye udsmykning står døbefonten, tung og stærk i sin tusindårige granit. Døbefonten er lige så gammel som kirkens ældste byggesten.
Det centrale alterbillede er et Sejrs-kors, et stærkt fremstående, spænstigt kors, forgyldt med bladguld. Korset er tomt; det er brugt, hvilket ses af de fire røde pletter som af blod. Kristus blev korsfæstet; men blev ikke hængende i døden. Kristus opstod og sejrede ved korset over døden.
Alterbordet er udsmykket med 4 x 2 billedtavler, som (fra venstre) viser lyset ved Nord, Syd, Øst og Vest.

Alteret viser i sin helhed er et lille billede af vores verden og vort liv.
Øverst i alteret findes de 9 gyldne pletter - en for hvert ord i Jesu råb fra korset: "Min Gud, min Gud, hvorfro har du forladt mig?". Billedet bekræfter det råb, ethvert menneske er drevet af, når det kommer til kirken i sin søgen efter Gud.
Alterbordet tegner med sine malerier af Nord-Syd-Øst-Vest et billede af vores horisontale verden - den flade verden, vi lever i.
Over denne horisontale verden rejser sig så den vertikale linie - den lodrette linie - i korset, som rækker fra vores verden til Guds Rige. Korset bryder den flade virkelighed og forbinder os med Guds verden.


Prædikestolen er nu udsmykket med 4 billeder, som viser døgnets fire tider. Fra venstre er det morgen med "guld i mund", derefter middag, det skarpe, overblændede lys, derefter aften, det varme, bløde, fredfyldte lys og endelig natten, som er dyb blå, ikke sort, for selv i mørket er der dog et lille lys.
Morgenens lys Middagens lys Aftenens lys Nattens lys

Et spændende, varmt og venligt kirkerum, som er en stor oplevelse at besøge
I kirkens midterste rum, "Kirkeskibet" hænger en gammel model af et engelsk sejlskib. Kirken er som det sejlskib, der kan bringe os fra den gamle verden til en ny verden.
På nordvæggen i kirkeskibet hænger det gamle Krucifiks - en figur, som forestiller den lidende Kristus - den døde Kristus på korset.

Kirken er udsmykket med i alt 70 malerier, heriblandt 49 på kirkebænkenes gavle. Bænkenes malerier er inspireret af salmen "Den signede dag"
Øverst i altertavlen er indsat et ovalt maleri med 9 forgyldte pletter. En plet for hvert ord i Jesu råb fra korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
I kirkens modsatte ende - på orglet - genfindes de samme røde og gyldne farver

I tårnrummet hænger en lille serie på syv malerier på bænkegavlene. Det er en serie, som er malet over fortællingen om Jakobs drøm.
Da Jakob er på flugt fra sit hjem, må han lægge sig til hvile under åben himmel med en sten som hovedgærde. Midt inatten ser han himlen åbne sig og en stige, der rækker fra himmelen til Jakobs hovedgærd - op og ned ad himmelstigen vandrer strålende engle og da lyder Guds vældige stemme, som velsigner Jakob. Derefter sænker natten sig igen, trygt, over Jakob.

Netop over denne lille serie af malerier hænger det gamle Epitafium, som er en overmalet altertavle, der er tegnet efter et forlæg i en af datidens salmebøger
