1. Kunstprædiken
Palmesøndag
Man kan sige meget om det nyistandsatte kirkerum her - og dét gør man da også. Man kan blandt andet sige, at det i dag - med eet slag - sætter os alle tilbage midt imellem Jesu venner i festsalen i Betania. Også mere virkeligt end tidsforskellen tillader..
Dengang sad nu Jesus samlet med alle sine disciple og troende og tilløbere - kort sagt - med alle vennerne til fest! Der blev holdt stort festmåltid for Mesterens besøg. Det var hos Martha og Maria og så Lazarus, som Jesus engang havde vækket fra døden og kaldt ud af graven og derfor havde dén familie jo li'som sine egne grunde til at stille stor fest an for Jesus.
Jesus var lige kommet forbi på sin vej til Jerusalem til påsken, så festen har været en lys og herlig forårsdag, også i Israel.
Salen har sikkert været smykket og pyntet med blomster i friske kulører - og med lyse, farvestrålende tæpper på væggene og smukt kunsthåndværk på bordet.
Alle skodder har været slået op, så der strømmede mest muligt lys ind i den store sal, og det var været meget - netop - festligt!
Datidens mode i tæppevævningen har været anti-romersk, i enkle, nærmest mønster-løse linier af forskellige kulører; så salen dengang har lignet - den lyse sal, vi netop nu befinder os i. Et stort humørfyldt rum, udsmykket og pyntet til forårsfest for en usædvanlig gæst.
Det er muligt, nogle gæster heller ikke dengang brød sig om mønsteret eller kuløren i møblement - de havde måske foretrukket den antikke mønstervævning, som deres forfædre havde haft med fra Ægypten for længe, længe siden - men alt i alt var salen dengang - som salen nu: smuk og venlig og først og fremmest festlig, som det skulle være, når Mesteren kommer på besøg.
Men foran, ret forude, så ingen rigtig kan undgå at bemærke det, tegner sig et andet, et anderledes billede. Det er ikke "smukt", og det er først og fremmest ikke behageligt at hvile blikket og sindet ved.
Foran tegnede sig en rejse til Jerusalem, til et sammenstød i magtens centrum - og dermed udsigten til afmagt og lidelse og død, for Mesteren selv...
Også han så selv foran sig: Et kors, dødens instrument; og lidelse og død er straks faldtet i tankerne. Et ordløst skrig, ni ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" råber om angst og fortabthed - og binder tankerne, så ingen rigtig kan koncentrere sig om festen i den smukt pyntede festsal.
Det er til alle tider forstyrrende og generende med disse blandede følelser..
Her sad alle i festsalen og glædede sig over at være i Vorherres selskab. Det er trods alt ikke hver dag og ethvert sted, man kan møde ham, som her.
Nogle er vel også lidt stolte over at være med hér, i det gode selskab, ved Herrens bord.
Men så er der denne nagende anelse af noget truende og farligt, dér foran, som om katastrofen bare venter forude.
Mesteren, altså: Jesus, havde allerede flere gange sagt noget om, at "Nu gik han op til Jerusalem - for at lide og dø for menneskers hånd!"
Det er jo dét, mennesker altid kan ane forude: lidelse og død...
Det ta'r ligesom lidt af festen, hvis da ikke man kan se bort fra det truende dér foran og ligesom holde blikket og tankerne tilbage i festsalen..
Jesu disciple var ellers temmelig kyniske og gode til at leve i nuet i festsalen! De havde jo hørt Jesus tale om lidelsen og døden flere gange, og de havde lært sig at vende ryggen til fremtiden og afværge med et "Pjat med dig; du har da mange gode år endnu; lad os nu hygge os og ha' det lidt rart, hva'?"
Sådan set har de jo lignet os hyggelige danskere ganske godt - vi er også altid gode til at "gribe dagen" og nyde livet, mens vi har det og lukke øjnene for fremtidens trusler og så'n...
Men det står der stadig, forude, korset.
Hver gang vi hæver blikket, så slår det os lige i synet.
Vi skal se godt på det for at se, at det faktisk er et sejrskors, og så længe tvinger vi ikke os selv til at se...
Sådan var det også i Betania, den dag. Midt i festlighederne og de grovkornede vittigheder om Lazarus's vedhængende grav-lugt fra da Jesus kaldte ham ud af døden - alt dét skvaldren, som kan bekræfte os i, at døden slet ikke er så farlig endda - midt i alt dét kom så pludselig Maria med en flaske af den kostbareste duftende balsam, og knækkede halsen af flasken og hældte sin balsam ud over Jesu fødder og gav sig til at gnide olien ind og tørre Jesu fødder med sit lange, smukke hår...
Det vakte megen opstandelse. Dels var det jo et utilgiveligt fråds af den kostbare balsam - og så var olie-massage altså ikke noget, pæne piger gjorde - undtagen: når de salvede en død til begravelsen.
Maria havde helt sikkert gjort det samme ved sin bror Lazarus, da han var død, og de havde opgivet at vente på Jesus - og så havde Lazarus endda lugtet fælt, da Jesus alligevel kom oh kaldte ham ud af graven.
Men nu døde-salvede Maria minsandten Jesus!
Pludselig kunne festsalens pynt og det gode selskab ikke overskygge korset der forude - pludselig kunne vittighederne og de glade salmer og munterheden ikke overdøve Jesu ordløse skrig: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!"
Maria havde revet tæppet væk og afsløret, hvad de allesammen vel godt vidste: Jesus var dømt til døden - eller måske endnu værre: ethvert menneske skal engang dø, og hver en dag i vort liv er et skridt på vejen frem imod vores død...
Maria gjorde det utilladelige - hun tog hul på den fremtid, som ingen ønskede at se - ligesom maleren, der satte døds-angstens ni ord øverst i alertavlen - for øjnene af alle i den festligt udsmykkede kirke - han afdækker den virkelighed, som ingen ønsker at se..
Maria fjernede med sin handling - med eet slag - den gode stemning og den falske "det-går-jo-nok-hygge" - nøjagtigt som det skete, da vi fjernede ved den beroligende, men også uvirkelige, urealistiske hvide Kristus, som før stod - intetsigende - i altertavlen hér og gav os alle en falsk tryghed.
For Jesus var jo på vej mod korset og døden.
Han var på vej mod Jerusalem til påskefesten, da vejen gik forbi Betania; og Jesus vidste godt selv, hvad der ventede ham i Jerusalem - han havde også fortalt sine disciple det: Alt skulle komme til at ske, sådan som det nu var bestemt fra evighedernes morgen:
Jesus skulle lide og dømmes til korsfæstelse og han skulle dø den mest pinefulde og ydmygende død, et menneske kan lide...
Jesus havde kun sagt det alt for klart, så Maria afslørede bestemt ikke noget afgørende nyt, da hun salvede Jesus til døden - ingen kunne være i tvivl om, hvad der ventede, hvis ellers nogen ville høre det.
Men det var netop dét: ingen ville høre det. På vej mod Jerusalem stod Jesus absolut alene med sin skæbne, ja disciplene nægtede at se fremad - og da katastrofen indtraf - natten mellem Skærtorsdag og Langfredag - ja, da blev disciplenes virkelighedsflugt bare helt åbenlys.
En lille uge forinden, den herlige dag i Betania, i Lazarus's lyse festsal, fik disciplene og alle de andre troende det sidste vink om, hvad der ventede dem. Marias stilfærdige beredelse var "et vink med en vognstang" - det var som ni guldprikker på en blodrød baggrund - nu måtte alle da være tvunget til at se det: Vejen frem - fra den lyse kongesal til de himmelske sale - går frem igennem angst og død!
Da Maria salvede Jesus, trådte Jesus faktisk direkte ind i den sidste fase af Guds frelses plan. Maria salvede Jesus til hans død - dermed trådte han ind i dødens sfære, han tog det første skridt ind i kampen med døden.
Fra det øjeblik, da han blev beredt til døden, var der ingen vej tilbage for Jesus eller for hans følge - og fra da af var heller ingen fornægtelse mulig længere for disciplene.
Det var velsagtens dét, som gjorde situationen med Maria og hendes balsam så ekstremt pinlig. Måske var salvningen alligevel ikke bare et vink med en vognstang - måske var det snarere et slag med vognstangen - lige midt i synet på disciplene - for nu gjorde det ondt; nu blev det mareridtet virkelighed, nu kom alting for en dag...
En fod-salvning som tegn på det første skridt ind i døden - eller ni gyldne prikker på blodrød bund - som tegn på vores første erkendelse af dødsangsten - det er sandt: det er et slag i synet, når vi ellers lige sidder og har det så rart i denne lyse himmelsal.
Men lidelsen og døden var en uomgængelig del af Jesu liv (og skæbne). Sådan havde Gud nu lagt det tilrette, og han vidste som sagt udmærket, at vejen frem skulle gå gennem døden. Derfor var Jesus ikke selv opskræmt over Marias handling - den var for ham helt naturlig og på sin plads.
Men Jesus vidste også (hvad disciplene heller ikke havde villet høre) - at yderlige et skridt fremme - på den anden side døden - ventede opstandelsen.
Intet menneske, heller, kan komme uden om døden.
Vi kan lukke øjnene i nogen tid og vi kan leve, som om vi er udødelige - men i samme øjeblik vi løfter blikket og ser lidt forud og fremad, så ser vi altså angsten og døden: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" - er også vores fremtid - alle som een!
Men under angstens råb og fortvivlelsens fortabthed står det tomme sejrskors, urokkeligt og spændstigt og stærkt.
Det er rigtigt, at Jesus kom til at skrige sin angst ud i fortvivlelse og at han kom til at dø dér på korset - men bagefter kom korset jo til at stå tomt og forladt tilbage - bagefter kom Jesus til at gå igennem døden og ind i opstandelsen og korset kom så til at stå så underlig forladt og spildt tilbage med sine blodige pletter fra naglerne. Som om hele korsets møje havde været forgæves, som om blodet og smerten og angsten var gjort til intet og al ondskaben gjort forgæves...
Angstens ord er berettigede, døden stunder til - for os alle. Men det er værd at løfte blikket og se, at under angstens skrig står livets kors u-rokket!
Så "Rejs op dit hoved, al kristenhed!
opløft dit øje, slå ej det ned!
i Himlen du har hjemme!
Da skæl der falder fra øjet dit,
du mægter, som du har ønsket tit,
i Paradis at kige!"
Amen.
Kollekten til palmesøndag
Almægtige Gud, Himmelske Far!
Af hele vort hjerte takker vi dig
for din kærlighed
at du sendte din Søn
til verden, ja endda til dødens verden...
Herre, Lad Din Hellige Ånd
komme over denne din kirke
så vi smykker: dit hus og vore sjæle
med tro og håb og kærlighed
til glæde fest for Din Søns
indtog i vort liv.
Giv os troen på din frelse
- håbet om din forløsning
og kærlighed til Kristus Jesus
og lad os engang samles med ham
til det store festmåltid
i dine de lyse himmelsale
hvor du lever og regerer,
Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd
een sand Gud
fra evighed til evighed
Amen